Du gør dig umage på arbejdet. Du får ros. Men ros er desværre ikke meget værd, hvis den ikke fører til de muligheder, du reelt ønsker.
I mit arbejde som organisationspsykolog møder jeg ofte ambitiøse mennesker, der er fanget i netop denne fælde. De præsterer på et højt niveau, men venter på, at deres indsats automatisk bliver omsat til det næste karriereskridt. Imens bliver de spist af med anerkendelse.
Ros er gratis
Ros kræver ingen ændringer – ingen ny opgave, intet nyt ansvar, ingen forfremmelse og ingen lønforhøjelse. En leder kan give ros i øjeblikket og gå videre, uden at din situation eller organisationen behøver at flytte sig en centimeter.
Samtidig føles ros trygt og rart at modtage. Den fortæller dig, at du er set og værdsat – og det kan få dig til at tro, at din leder gerne ville give dig mere, hvis det var muligt.
Fordi du ikke mærker modvilje fra din leder, lader du være med at følge op. Du vil ikke være besværlig eller fylde for meget. Du vil bare gerne blive ved med at være den, der er let at samarbejde med, og som altid får arbejdet gjort.
Problemet er bare, at hverdagens ros kan holde dig fastlåst – præcis hvor du er.
Dine ønsker gavner også arbejdspladsen
Det, du gerne vil have eller beder om – hvad enten det er en forfremmelse, en spændende opgave eller en lønforhøjelse – kan også være i arbejdspladsens interesse.
Hvis du i forvejen er dygtig og pligtopfyldende, kan du gøre en større forskel med mere ansvar og indflydelse. Og hvis du er tilfreds med dine muligheder, er sandsynligheden for, at du søger væk, også mindre.
Det er helt okay at være forstående over for, at ting tager tid. Men du skal blive ved med at følge op. Din leder har en masse andet at se til og kan nemt lægge dine ønsker til side på grund af andre presserende prioriteter.
Din reelle forhandlingsposition
Hvis du er en medarbejder, der får arbejdet gjort, finder løsninger på udfordringer og møder op med godt humør, skal du huske én ting:
Du står stærkere, end du lige tror.
Det betyder ikke, at du kan få alt, hvad du beder om. Men du har noget at forhandle med: din erfaring, dit engagement, dine resultater og den værdi, du skaber.
Hvis du ikke udtrykker, hvad du har brug for, ender du en dag frustreret og usikker. Resultatet? Du beslutter dig for, at dine muligheder skal findes et helt nyt sted.
Og det er dyrt for en arbejdsplads at miste talent.
Husk derfor, at det ikke er en byrde for din leder, når du følger op. Det er faktisk din måde at give arbejdspladsen en reel chance for at beholde dig på.
En sidste opfordring til dig
Hvis du kan genkende dig i ovenstående, så prøv at ændre tanken om, at det, der er godt for dig, står i modsætning til det, der er godt for din arbejdsplads.
Tænk på noget, du gerne vil have skal ske på dit arbejde. Find de fælles fordele, og gør dem til udgangspunktet for din næste samtale med din leder.
Det gavner arbejdspladsen, at du beder om det, du gerne vil have – især når du hver dag bidrager med noget, arbejdspladsen har brug for.