Om mig

Hvorfor erhvervspsykologi?

Min arbejdsliv som psykolog startede i PPR i 2008 – den kommunale tjeneste, der støtter børns og unges trivsel i skoler og institutioner. Jeg troede, det var her, jeg kunne gøre den største forskel. Det kunne jeg også, men ikke på den måde, jeg havde forestillet mig.

Det tog mig ikke lang tid at indse, at børnenes trivsel bundede i noget langt større end de voksne tættest på dem. Den var formet af samarbejdet mellem kollegerne, ledelsens tydelighed, kulturen på arbejdspladsen og de eksterne krav, som sjældent blev talt højt om.

Alligevel blev handleplaner udviklet centralt og rullet ud oppefra. Alle pegede på den næste i kæden, og når noget ikke rykkede sig, lød forklaringen næsten altid: "De gør ikke det, de skal."

Der var masser af fokus på målet, men alt for lidt på strategien derhen. Der blev sjældent spurgt: Har medarbejderne overhovedet forudsætningerne for at løse opgaven? Har vi den organisationskultur og de ledelseskompetencer, der skal til for at organisere, lede og understøtte medarbejderne? Og tror medarbejderne ude i organisationen på, at det nytter noget, hvis de gør sig umage?

En lærer, der virker uengageret, mangler sjældent lyst – men måske opbakning, tid eller troen på, at det gør en forskel. En elev, der virker umotiveret, er i virkeligheden ofte usikker.

Det var der, jeg traf en beslutning: Jeg kunne enten nøjes med at gøre det, jeg formelt havde ansvaret for, eller jeg kunne gøre det, der rent faktisk havde en effekt. Jeg valgte det sidste.

Jeg begyndte at rykke mit fokus. Det betød ledelsessparring om modstand fra forældre og personale. Det betød supervision med fokus på medarbejdernes afmagt og følelser – i stedet for kun at kigge på barnet og de praktiske tiltag.

Det var her, min nysgerrighed på organisationspsykologien for alvor blev vækket. Jeg så ineffektive strukturer og processer, der drænede folk for energi og skabte frustration uden at bringe os tættere på målet. Jeg vidste, hvad problemet var, men jeg manglede sproget, værktøjerne og den dybere forståelse for, hvordan man reelt forandrer og opbygger stærke organisationer.

Fra PPR til skolebænken i London

Jeg tog orlov i 2014, for at læse en fuldtids MSc i strategisk HRM og organisationsanalyse på King's College London. Udover et år i London, gav oplevelsen mig et sprog for det, jeg allerede havde mærket: At præstation og trivsel ikke kan adskilles fra den organisation, man er en del af – og at ledelse er afgørende for at skabe en psykologisk tryg og højtpræsterende arbejdsplads. Psykologisk tryghed er ikke et blødt begreb. Det er en benhård forudsætning for, at mennesker overhovedet tør, vil og kan bidrage til målet.

Efterfølgende arbejdede jeg som managementkonsulent, og i dag driver jeg min egen praksis som selvstændig erhvervspsykolog. Min vigtigste erfaring fra den rejse er, at de udfordringer, jeg så i PPR, ikke er unikke. Det er et grundvilkår på mange moderne arbejdspladser – både private og offentlige.

I en travl hverdag med fokus på KPI'er og hurtige beslutninger kommer vi nemt til kun at tale med dem, der har det synlige, formelle mandat. Vi glemmer dem, der besidder den usynlige, uformelle magt i organisationen.

Men sandheden er, at man ikke kan tvinge mennesker til forandring – i hvert fald ikke på en måde, der skaber ægte effekt. Hvis en forandring skal lykkes, skal vi ikke kun inddrage dem, der er formelt vigtige. Vi skal finde og engagere de mennesker, som er helt afgørende for, at strategien rent faktisk ruller ud i praksis. Når presset stiger, glemmer vi ofte at designe de processer, der sikrer netop det.

Gennem mine mange 1-til-1-forløb med hundredvis af dygtige professionelle, medarbejdere og ledere har jeg set en klar rød tråd: De præsterer, de leverer, og de tager et enormt ansvar – men de bliver drænet af det. De oplever simpelthen ikke, at resultaterne matcher den energi og tid, de lægger i arbejdet.

Det handler om præstation - ikke kun om et sundt arbejdsliv.

De mennesker, der tager for meget ansvar – dem kender jeg godt. Både fagligt og personligt. Jeg har en dyb respekt for deres drivkraft, deres lyst til at gøre en forskel og deres ønske om at bidrage positivt til fællesskaber og relationer.

Min passion er at hjælpe dem med at vinde den indflydelse, der matcher deres store ansvarstagen. For det er den eneste måde, vi kan ændre systemet på – i stedet for at de beholder ansvaret, mens andre beholder magten.

Mit arbejde handler derfor om meget mere end blot trivsel. Det handler om, at du kan stå stærkt i din rolle – professionelt såvel som privat – med fuld klarhed over, hvad der er dit ansvar, hvad der absolut ikke er, og hvad du inderst inde vil.

Mere ansvar skal følges af mere indflydelse. Ellers brænder du ud, mens systemet får lov at forblive det samme.

Ingen vinder ved, at du ofrer dig selv. Men alle vinder, når du kun tager ansvar for det, der faktisk er dit – på sigt også din arbejdsplads.