Mariam Mellouli

Hvorfor erhvervspsykologi, af alle retninger?

Mit arbejdsliv som psykolog startede i PPR i 2008. Jeg troede, det var her, jeg kunne gøre den største forskel. Det kunne jeg også, men ikke på den måde, jeg havde forestillet mig. Det tog mig nemlig ikke lang tid at indse, at børnenes trivsel bundede i noget langt større end de voksne tættest på dem. Den var formet af samarbejdet mellem kollegerne, ledelsens tydelighed, kulturen på arbejdspladsen og de eksterne krav, organisationen var underlagt.

Alligevel blev handleplaner udviklet centralt og rullet ud oppefra. Alle pegede på den næste i kæden, og når forandringerne udeblev, lød forklaringen næsten altid: "De gør ikke det, de skal." Der var masser af fokus på, hvilke mål der skulle nås, og udvikling af handleplaner og procedurer, men alt for lidt på, hvordan man understøtter, at de medarbejdere, der skal sikre forandringen, også har lysten og evnen til at eksekvere på det. Der blev sjældent spurgt: Har medarbejderne overhovedet forudsætningerne for at løse opgaven? Har vi den organisationskultur og de ledelseskompetencer, der skal til? Og tror medarbejderne på, at det nytter noget at gøre sig umage?

For at lykkes med kerneopgaven initierede jeg ledelsessparring med fokus på at håndtere modstand og ydede supervision med fokus på personalets afmagt og frustration, inden det blev rettet mod udfordringen og opgaven. Det var her, min nysgerrighed på organisationspsykologien for alvor blev vækket. Jeg så rigtig meget energi og tid blive brugt helt oppefra i organisationen på at definere strategier og processer på afstand, men ikke nok forståelse for de konkrete udfordringer og antagelser, der var i spil nede på gulvet, af dem, som skulle realisere strategien — og omsætte den fra at være blot skrift på papir til en levet virkelighed.

Fra PPR til King’s College London

I 2014 tog jeg orlov for at læse en fuldtids MSc i strategisk HRM og organisationsanalyse på King's College London. Udover et år i storbyen gav studiet mig et sprog for det, jeg allerede havde mærket i PPR: At præstation, engagement og trivsel hænger uløseligt sammen — og at ledelse er afgørende for at skabe en stærk, selvledende kultur. Psykologisk tryghed er ikke et blødt begreb. Det er en absolut forudsætning for, at medarbejderne overhovedet tør, vil og kan bidrage til organisationens mål. Og for at de føler sig som værdige medspillere frem for brikker, der bare bliver flyttet rundt på.

Efterfølgende arbejdede jeg som ledelses- og HR-konsulent i Dansk Erhverv og dernæst som managementkonsulent i Implement Consulting Group. Her fik jeg førstehåndsindsigt i de dynamikker, jeg siden 2019 som erhvervspsykolog har støttet medarbejdere og ledere med at navigere i. Min vigtigste erfaring fra den rejse er, at de udfordringer, jeg så i PPR, ikke er unikke. Det er et grundvilkår på mange moderne arbejdspladser — både private og offentlige.

Mit fokus i arbejdet er på præstation, ikke kun trivsel

Gennem mine mange 1:1-forløb med hundredvis af ledere og specialister har jeg set en klar rød tråd: De individer der præsterer, leverer og tager et enormt ansvar — de brænder ud eller tvivler på sig selv, når rammerne og kulturen omkring dem ikke understøtter det.

Selvom trivsel er et værdigt mål i sig selv, handler mit arbejde om meget mere end det. Det handler om at ruste ledere og medarbejdere til at stå stærkt i deres roller — både professionelt og privat — med fuld klarhed over deres ansvar og mål.

Mennesker, der tager et stort ansvar, skal også have den rette indflydelse. Ellers brænder de ud, og ingen vinder ved, at det enkelte individ ofrer sig. Min passion er at skabe balance mellem ansvar og indflydelse — til fordel for både den enkelte og hele organisationen.