Hvorfor pligtopfyldende medarbejdere ikke får, hvad de fortjener

Hvis ja, er du ikke den eneste. Mange ambitiøse og pligtopfyldende mennesker tror, at hvis de bare gør deres arbejde godt, vil de blive set og anerkendt. De fokuserer kun på én ting for at nå i mål: deres arbejdsindsats .

Dem, der typisk bliver forfremmet eller får højere løn, har dog flere “knapper” at skrue på. Først her, de tre grunde til, at 1-knap-strategien begrænser dig:

1. Du gør livet lettere for din leder, uden at italesætte det
   Hvis du ikke siger, hvad du vil, virker det som om, det er sådan, du er — bare en pålidelig medarbejder. En naiv leder kan sige, at de ikke vidste, du ønskede mere; en leder med andre motiv er kan foretrække at beholde dig dér, hvor du er, fordi det gavner dem.

2. Der er ikke tid og energi nok, så du vil aldrig nå “i mål”
   Moderne arbejdspladser handler om prioritering. Hvis du bruger al din energi på at løse opgaver, risikerer du at overse den værdi og de resultater, du skaber. Du er konstant i gang og føler ofte, at du ikke når det, du skal — selvom du måske leverer mere, end der forventes.

3. Du forbinder udvikling kun med indsats
   Hvis du tror, udviklingsmuligheder kun kommer af hårdt arbejde, vil manglende muligheder hurtigt skabe tvivl og usikkerhed. Du kan komme til at skruge endnu mere op — hvilket kan føre til udbrændthed.

Hvilke “knapper” har de kolleger, hvis arbejdsliv udvikler sig?

• Synlighedsknappen: De gør deres resultater synlige — dokumenterer og kommunikerer deres bidrag.

• Politikknappen: De forstår beslutningsprocesser og hvem der har indflydelse, og positionerer sig strategisk.

• Forhandlingsknappen: De beder om løn, forfremmelse eller ressourcer og kan argumentere for deres værdi.

Konklusion
Hvis du gør dit bedste, og alligevel ikke får de muligheder du gerne vil have. Så er det vigtigt at du ikke prøver at bevise dig selv, ved at tage mere ansvar og gøre mere. Tag et skridt tilbage, og se din situation fra afstand. Hvilke af de tre knapper har du brug for at tage brug for at nå tættere på det du gerne vil have?

Det du ikke skal gøre for at nå i mål, er at tage mere ansvar og gøre mere, hvis det indtil videre ikke har ført til roller med tilsvarende mere indflydelse. For mere ansvar uden indflydelse fører til mistrivsel og tvivl.

Din opgave: Vælg én af de tre knapper og inkorporér den i din arbejdsdag

• Synlighedsknappen: Hvordan kan du allerede i morgen begynde at gøre dine resultater mere synlige for din leder?

• Politikknappen: Hvem skal du invitere til en kop kaffe for at lære beslutningsprocesser eller muligheder bedre at kende?

• Forhandlingsknappen: Hvad mangler du, som du endnu ikke har bedt om — og hvad kan du begynde at bede om?

Held og lykke — jeg håber, du finder mere bevægelsesrum i dit arbejdsliv uden at skulle ofre dig selv.

Hvis du vil høre, hvordan jeg kan støtte dig i dine arbejdslivsmål — uanset om det er mere selvtillid, bedre muligheder eller højere trivsel — kontakt mig for en uforpligtende samtale.

Post title

What do I write here?

Der er mange 'Charlie Chaplins' i dagens verden

- nøglen er ikke at falde for deres narrestreger.

Da jeg var barn, fortalte min far mig om en Chaplin-episode, som jeg stadig husker tydeligt den dag i dag.

I episoden tjener Chaplin penge ved at få sin søn til i al hemmelighed at ødelægge vinduerne i nabolaget, for derefter at "hjælpe" ved at tilbyde sine tjenester som vinduesreparatør.

Anne Sophie Hermansen minder mig på en eller anden måde om Chaplin og netop den historie. Jeg kendte ikke til hende, indtil jeg tilfældigvis så hendes opslag i mit feed om antisemitisme og en israeler, der har fået afslag på en lejebolig.

I samme post skriver hun, at jøder trues af muslimske velfærdspersonale og antyder, at der i Danmark er muslimske læger, som udgør en patientfare over for jøder i Danmark ved at sætte deres muslimske tro over lægeløftet og dansk lov.

Jeg blev overrasket over at læse opslaget, men langt mere overrasket over den måde, hun både svarer og ikke svarer på kommentarerne.

Blandt de kommenterer hun ikke svarer på er skrevet af en læge, der med rette spørger ind til de specifikke scenarier, Anne forestiller sig finder sted på danske sygehuse, hvor læger med muslimsk baggrund kan have eller har udgjort en patientfare. Der hvor hun så svarer, der pointerer hun til alvoren ved antisemitismen.

At antisemitisme er et problem kan ikke anfægtes. Men et andet problem er også, at hun ikke forholder sig til kommentarer, der beder om konkrete eksempler eller kildehenvisninger på hendes påstand om, at der skulle være en gruppe læger og andet sundhedspersonale med muslimsk baggrund, der udgør en reel fare for patienter med jødisk baggrund.

Mange har værdsat opslaget ved at like det, og en håndfuld har delt det.

Blandt andet har en etisk rådgiver delt opslaget med teksten "Vores demokrati er under pres," og en journalist og kommunikator med meninger har delt opslaget med et skriv, der lød: "Der er noget, der vokser, der ikke burde gro."

Man skal naturligvis like og dele som man vil, men jeg står tilbage med en tanke: Henviser de til den israelske lejer eller til den endnu ubegrundede anklage om læger med muslimsk baggrund der alene qua deres religiøse baggrund skulle udgøre en patientfare?

Dagen efter opslaget lukkede Anne for kommentarsporet. Dette er ikke skrevet med intention om at angribe Anne, for det handler ikke kun om hende. Det, som bekymrer mig, er, at der er mange "Charlie Chaplins" i dag.

Med "Chaplins" mener jeg offentlige personer, der profiterer af reelle samfundsudfordringer ved at sige kontroversielle ting, som lyder stærkt og modigt, men som gør det på en måde, der kun gør tingene værre og booster deres position.

Tag endelig ikke fejl; Der er Chaplins inden for forskellige socialgrupper.

Der er Chaplins, som påstår, at de kæmper for feminisme, racisme, islamofobi, antisemitisme, og andre sager. Fælles for dem er ikke deres køn, religion, nationalitet og den slags; det er snarere det, at de er drevet af selvpromovering.

De har samme strategi, når det kommer til deres tilgang: De identificerer et problem, forstærker det, forenkler det og skaber et fjendebillede af "de andre". Den polariserende synsvinkel virker for dem, fordi det resulterer i en unuanceret debat, hvor dem, der blander sig, enten er for eller imod.

Chaplins fremstår som dem, der tør italesætte tingene, og deres kontroversielle natur bliver værdsat af dem, der ser en sandhed i deres synspunkter.

Problemet bliver ikke mindre af, at dem, der er stærkt uenige, får “behov” for deres Chaplin, som kan pege på en anden Chaplin og sige "Det er dem mod os”.

Konsekvensen? At de reelle samfundsproblemer ikke bliver løst, men i stedet skabes der forskellige grupperinger, hvor personer samles omkring eller imod Chaplins med bestemte holdninger eller ideologier

Alle taber, undtagen Chaplins, der får masser at lave.

Så, hvad kan vi gøre? Jeg har to bud, og de fungerer kun sammen.

Vi skal være kildekritiske:

Når nogen fremfører en blanding af sande og falske oplysninger, så kan man komme til at tro på det hele. Dette kaldes også "truthiness”. Truthiness refererer til at man føler noget fortalt er troværdigt, fordi noget af det faktisk er sandt, også selvom noget af det ikke er.

Vi skal derfor være opmærksomme med at gå med det som “føles” sandt, og være bedre til at undersøge om det vi præsenteres for som fakta kan understøttes med evidens eller kildehenvisninger. Man må selvfølgelig godt skrive om noget man har en holdning til, men hvis man henviser til en anekdote, og præsenterer det som sandheden, så skal det kunne understøttes med fakta.

Jeg vil også opfordre til, at vi er kritiske med hvem vi lader os "influere" af. Det er noget jeg personligt er opmærksom på. Det er ikke meget anderledes end hvis vi nu havde et problem med vores partner eller nogen på arbejdspladsen. Vi ville være bedst tjent med at vælge en person, som vil kunne give os konstruktive perspektiver uden at være hverken overdrevent negativ eller alt for positiv. Det ville nemlig hjælpe os bedre til at se tingene mere klart og finde den bedste måde at løse problemerne på.

Og til mit næste bud.

2. Vi skal turde have samtalen med hinanden.

Vi er mennesker, og vi har fordomme og biases, dem skal vi ikke kontrollere og undertrykke, det kommer der intet godt ud af. Mange tror, at modsætningen til ‘at sige hvad jeg vil" er politisk korrekthed. Mit mål er ikke at vende tilbage til den politisk korrekthed, der var år tilbage.

Grunden til, at vi i dag er så politisk ukorrekte, det er, at vi i lang tid var alt for politisk korrekte. Man gik fra ikke at tale om problemerne til i dag at tale om dem uden at tænke over, hvordan man gør det konstruktivt.

Chaplins nyder godt af opmærksomhed og indflydelse, der hvor der allerede er en frustration og opbygning af indre ubehag. Det gør nemlig dem til andres følelsesmæssige forløsning, da de virker som dem der tør sige tingene ud og ikke lader sig undertrykke.

Derfor kommer vi ikke udenom, at vi skal blive bedre til at sige, hvad vi virkelig tænker og føler, og forpligte os til at give den anden rum til at gøre det samme.

Vi skal vise overfor hinanden, at vi godt må have vores mening og sige, at der er noget, vi synes er problematisk, uden at blive påduttet, at man er fundamentalist, racist, islamofob, antisemit og lignende.

For, hvis ikke vi formår at skabe et rum til de samtaler ude i samfundet og den offentlige debat, så vil der være et vakuum, som en Chaplin vil elske at bruge til sin egen fordel.

The end.

Sådan håndterer du en uværdig afslutning på din ansættelse

Som erhvervspsykolog hører jeg mange fortællinger om, hvordan medarbejdere og ledere har måttet afslutte deres ansættelse. Nogle historier er heldigvis gode, men en del er også hjerteskærende. Dette indlæg er derfor til dem, der lige nu eller tidligere har oplevet at blive behandlet uværdigt, når de stoppede - uanset om de blev opsagt eller sagde op selv.

Desværre kan man ikke altid forvente en respektfuld afsked fra kollegaer eller ledere, hvis man ikke har oplevet respekt og omsorg under ansættelsen. Her er det vigtigt at huske, at nogle gange er det at komme ud af en dårlig relation eller situation en tilstrækkelig gevinst i sig selv.

Baggrunden for dette indlæg er, at en klient for nylig sagde op fra sit job på grund af chikane. Hun fik at vide af sin chef, at på grund af travlhed ikke hun ville få en afskedsreception. Hun var ked af det og følte, at dette var endnu en fornærmelse ovenpå de andre. Hendes ord, som jeg har fået lov til at dele, var: 'Jeg føler mig ydmyget. Jeg har gjort så meget for dette arbejdssted og for teamet. Jeg føler, som om jeg bliver eskorteret ud gennem bagsiden!'

Jeg forstår hendes følelser, men her er mit perspektiv, som gjorde min klient lettet at høre:

Nogle gange bliver vi så fanget i forventningen om, at andre skal vise os den respekt, vi ved, vi fortjener, og vi glemmer, at det i nogle situationer er nok at komme væk. Nogle personer vil forsøge at få dig til at føle dig ubetydelig, når relationen slutter, som om du ikke er god nok, ofte så de ikke skal forholde sig til selv eller udfordringen. I disse situationer kan du vælge at finde trøst i, at du ikke er i den mere.

Når du er fanget i en farlig situation, er det vigtigste, at du kommer væk

Du skal ikke forvente en respektfuld afsked fra personer, der ikke behandlede dig med respekt "under" relationen (arbejde eller privat). I stedet, betragt disse relationer, som om du var fanget i en farlig situation. Forestil dig, at du var fanget inde i et brændende hus. Du ville ikke insistere på at skulle gå ud gennem hoveddøren. Bare det at komme ud er noget at være taknemmelig for. Præcis samme princip gælder i disse situationer.

Husk, at når dysfunktionelle relationer slutter, uanset om du initierede det eller ej, behøver du ikke en respektfuld afslutning. Det er naturligvis rart at få den, men hvis du ikke får en, er det jo yderligere bevis på, at det at forlade den var det helt rigtige for dig.

Hvis du har haft en svær oplevelse i dit arbejdsliv, som du stadig oplever står i vejen for dig eller påvirker, hvordan du ser dig selv og hvor tryg du føler dig på dit arbejde, er det vigtigt at få den bearbejdet, så du ikke går gennem hverdagen med det, der fylder.

Du er velkommen til at kontakte mig for en uforpligtende samtale på email mame@selfgrowthcompany.com eller telefon nummer +45 27640477

Ingens respekt er vigtigere for dig at have end din egen.

Sådan siger du professionelt nej på arbejdspladsen

Får du også sved på panden ved tanken om at sige "nej" på arbejdspladsen?  Hvis svaret er ja, så er du langt fra den eneste.

Jeg lærer ofte mine klienter, hvordan de kan sige "nej" på en måde, der forbedrer deres professionelle image. Mange tror nemlig, at det at være professionel betyder, at man altid skal sige ja, når der er brug for det på arbejdet.

Det mener jeg ikke. Lad os se på det på denne måde. Forestil dig, at du ejer en lille butik, og at en kunde kommer ind med 150 Kroner. Denne kunde vil have varer til en samlet værdi af 250 Kroner. Det ville ikke være professionelt at give 100 Kroner væk, blot fordi kunden ikke har råd til alt det, vedkommende vil have, vel? Det ville heller ikke være serviceminded at lade være med at hjælpe kunden. I et sådant tilfælde ville det være professionelt at undersøge, hvad kunden har brug for, hvad vedkommende kan få for 150 Kroner og hjælpe vedkommende med at prioritere, så de får det vigtigste.

Det samme gælder på en hvilken som helst anden arbejdsplads. At sige "nej" som professionel betyder, at du forklarer, at det er noget, der ligger uden for din tidsmæssige kapacitet. Men at du gerne vil foreslå et kvalificeret alternativ.

Hvis du forsøger at overkompensere for manglen på ressourcer personligt, vil du kun føle dig udtømt. Hvis du blot siger "nej, det kan jeg ikke gøre", vil din leder eller dine kolleger nemt føle sig frustrerede eller skuffede. Med din viden skal du hjælpe din leder med at finde ud af, hvordan du og teamet finder den bedste løsning på at få løst den opgave, som du siger nej til at påtage dig.

Husk: Du har ikke brug for mere tid og energi for at trives i dit arbejdsliv eller komme videre i din karriere; du skal bruge den tid, du har, strategisk.

Om mig, Mariam Mellouli

Jeg hedder Mariam Mellouli, 40 år og jeg har marokkanske rødder. Jeg er født og opvokset i København. Men jeg taler arabisk og er regelmæssigt på ferie i Marokko for at besøge familie og opleve den marokkanske kultur og stemning.

Jeg har så længe jeg kan huske villet være psykolog. Psykolog eller sanger, og jeg kan virkelig ikke synge, så psykolog for mig var klart det optimale valg. Men helt ærligt, min nysgerrighed med hensyn til, hvad det menneskelige sind består af, og hvad det kan, har fascineret mig fra før jeg blev teenager. Som 11årig, på en ferie i Marokko, læste jeg en bog om Sigmund Freud, som min far havde taget med. For jeg havde allerede havde læst de tre bøger, jeg havde med på ferien. Jeg var nysgerrig og fascineret. Uden at vide alt det, jeg ved i dag, så forstod jeg dengang, at sindet er mere komplekst end man skulle tro. Og også fascinerende.

At jeg endte med at blive psykolog, kom ikke bag på dem der kendte mig godt. Og efter 14 år som psykolog, kan jeg stadig ikke forestille mig at være noget som helst andet. Jeg er lige så nysgerrig i dag, som jeg var dengang, og det betyder også, at jeg har videreuddannet mig og taget mange kurser, siden jeg blev færdiguddannet fra Københavns Universitet i 2008.

Psykologi spænder vidt. Min professionelle rejse har bestået af lidt og hvert. Men der har været en klar rød i tråd i alle de skift, jeg har foretaget. Jeg vil gerne være der, hvor jeg kan gøre en væsentlig forskel samtidig med, at jeg kan udvikle mig.  

2008, STARTEN PÅ MIN UDVIKLING SOM PSYKOLOG

Som færdiguddannet psykolog i 2008, var jeg ret sikker på, at jeg skulle arbejde med børn. Jeg havde tænkt, at det var her, jeg kunne gøre det største forskel. Jeg fik arbejde som psykolog i Pædagogisk Psykologis Rådgivning i provinsen og var tilknyttet skoler og daginstitutioner i områder med begrænsede ressourcer.

Jeg forestillede mig, at jeg, i samarbejde med lærere og forældre, skulle samtænke hvor barnet kunne få de allerbedste rammer for udvikling. Men lynhurtigt opleverede jeg, at lærerne, pædagogerne, og ledelsen var frustrerede. Frustrerede over de manglende ressourcer, de øgede krav udefra, den manglende forståelse for deres arbejdssituation og nu også irriterede på psykologen, der kom for at give dem råd.

Jeg begyndte med at lytte og give ”gode” råd. Men jeg hørte hele tiden forklaringer på, hvorfor den løsning ikke var mulig, og at der skulle meget mere til. Jeg forstod hurtigt, at det største problem var deres følelse af magtesløshed. Det sidste de behøvede, var en psykolog, der forstærkede den magtesløshed ved at minde dem om, hvad der var deres job.

Jeg begyndte at bruge mere tid på at tale med dem om, hvad de synes var vigtigt, hvad de brændte for i arbejdet, og hvad de synes var svært. Uden at komme med gode råd eller tale om de obligatoriske handleplaner.

ET AF MINE (MANGE)BETYDNINGSFYLDE AHA-ØJEBLIKKE SOM PSYKOLOG-ARBEJDET

Jeg kan huske en episode, hvor jeg talte med en lærer, som var frustreret over en dreng. Hun mente, han skulle være et andet sted. Læreren var sur og sagde ting, der kunne tolkes nedladende. Tidligere ville jeg havde skruet bissen lidt på og følt at jeg skulle tage barnets parti. I stedet lod jeg denne lærer tale, mens jeg lyttede. På grund af hendes reaktion ved jeg, at det, jeg sagde, havde hun ikke forventet. Jeg sagde nemlig ”det må virkelig være vigtigt for dig, at denne dreng får den støtte han har brug for, for ellers ville du ikke være så sur. Havde du været ligeglad, ville du være så oprevet?”.

Læreren begyndte at græde. Vi fik en snak om, hvorfor hun var blevet lærer, hvad der var svært i arbejdet med drengen, og hvad hun håbede på kunne ændre sig. Derefter fik vi sat et mål, som var realistisk for hende og denne elev. Til næste møde med forældrene, og lærerteamet, var det netop denne lærer, som indledte mødet med at fortælle, hvordan denne dreng havde håndteret en svær situation.  Jeg tænkte selv: ”Kan en forandring ske så hurtigt?”

Det er et eksempel på en simpel indsats, som gjorde en kæmpe forskel. Jeg lærte nemlig, at hvis jeg ville have, at læreren skulle møde børn med vanskeligheder med respekt, så måtte jeg begynde med at møde læreren med vanskeligheder med respekt.

FRA SKOLEPSYKOLOG TIL(BAGE) TIL SKOLEBÆNKEN PÅ KING’S COLLEGE LONDON

Jeg fik øjnene op for, at der er et helt system der skal spille sammen, før den forskel, man ønsker, kan indtræffe. I denne sammenhæng var det lærerne og pædagogen, der var tættest på barnet. Men psykologen og alle de andre samarbejdspartnere, samt forvaltningen og deres ledelse, var lige så meget ansvarlige for de resultater, der blev skabt.

Oplevelsen tændte min passion for organisationspsykologi. Derfor trak jeg stikket i et år. I 2013 flyttede jeg til London og gik i gang med min anden kandidatgrad i Strategisk HR og Organisationsanalyse på King's College.  Jeg valgte at tage en fuld master uddannelse, fordi jeg så kunne fordybe mig og få svar på og sprog for de arbejdserfaringer og spørgsmål, jeg havde fra mit arbejde som psykolog i kommunen.

Efter at jeg kom hjem, fik jeg arbejde i Dansk Erhverv og var en del af et lille team. Her havde jeg blandt andet ansvaret for at hjælpe danske erhvervsvirksomheder med deres HR spørgsmål. Jeg var også med til at undervise i Ledelse og rekruttering. Det var super spændende, men da jeg havde været der lidt under et år, hvor der havde været en del organisatoriske ændringer og et ledelsesskift, fik jeg et nyt job som management konsulent i Implement Consulting Group. Det var en stor ting for mig.  For jeg havde hørt så meget om, hvor svært det er at komme ind i et konsulenthus, at man skal være de blandt de absolut bedste. Selvom jeg blev inviteret ind, skulle jeg til en del samtaler og skulle udføre tests. Nemt var det bestemt ikke, men jeg kom ind - og det var en fed oplevelse.

Jeg havde mange forhåbninger, da jeg begyndte i konsulenthuset. Jeg blev kastet lige ud i det fra første dag, og lærte rigtig meget fagligt og også om personligt. Undervejs blev jeg interesseret i bagsiden af at være en del af en ambitiøs virksomhed, og begyndte at coache en håndfuld af mine kollegaer i håb om, at jeg kunne skifte management stillingen, som bød på typisk 60 timers arbejdsuge ud med en stilling som ”huspsykolog”.

Jeg var fascineret af arbejdskulturen, konsulenterne, hvordan de trivedes og deltog i fællesskabet. Herunder, “målingskulturen”, der betød, at man skulle pleje interne relationer for at komme frem karrieremæssigt.  Det skabte både gode og dårlige følelser – gode såsom drivkraft, fællesskab og højt fagligt niveau. Og dårlige såsom ”status-angst”, usikkerhed og, i visse tilfælde, udnyttelse. Jeg kunne se, at jeg kunne gøre en forskel som intern psykolog og coach, for hvis der var et rum hvor medarbejdere og ledere, der følte sig presset eller udfordret, kunne reflektere over det i tryghed, kunne man undgå, at det førte til reaktioner eller adfærd, som enten påvirkede den opgave de arbejdede med eller deres egen trivsel og velvære.

HVORFOR JEG HAVNEDE LIGE HER

Efter halvandet år, og rigtig mange spændende opgaver og arbejdstimer, besluttede jeg mig for at være selvstændig, og bekræftige mig med det, som jeg synes er allermest spændende. At skabe et trygt og fagligt stærkt rum, hvor individer, der lever et liv hvor de hele tiden bidrager til andres velvære, og som føler en forpligtelse overfor de fællesskaber de indgår i, får stoppet op og sikret, at de også får husket deres egne behov og værdimæssige ståsted. Det er vigtigt, at få hvilet, valgt bevidst til og fra og stille krav så man bliver en del af gensidigt forpligtende fællesskaber.

Det er sådan, jeg er havnet hvor jeg er i dag, hvor jeg hjælper private kunder, teams på arbejdspladserne og holder foredrag. Jeg har lært rigtig meget fra alle de arbejdspladser, jeg har været og har bevaret kontakten til de dejlige mennesker jeg har mødt. Det har alt sammen været med til at gøre mig til den psykolog, jeg er i dag. Det har givet mig selvtillid, viden og integritet, som jeg har med mig hver eneste dag. Jeg håber og tror, at det er til gavn for mine dem jeg arbejder med.

Det var vist alt om mig, for nu 😊

Kærligste hilsner,

Mariam Mellouli